Centerparken

Ældrecentret Centerparken er centralt beliggende i Videbæk by - ikke langt fra hav og fjord.

Udsigten fra Centerparken over mod byens gamle og smukke anlæg, er et flot syn året rundt, og ofte mål for en lille tur ud i det fri.

Centerparken blev grundlagt som De Gamles Hjem i 1948 med 33 pladser. Fra 1989-92 blev den bygget om til det de fleste i dag kender som Centerparken, med træningsafdeling, aflastningsstuer, og en fløj med 10 nye boliger. Det var i den daværende Videbæk kommune

I perioden 2004-2007 var Centerparken igen igennem en større og gennemgribende renoverings- og tilbygningsfase. Dette gør, at den i dag fremstår som et tidssvarende og funktionelt hus, hvor fokus er på, at stedet skal fungere både som arbejdspladser, men også som private hjem.

Centerparken består af 22 boliger, 6 aflastningsstuer samt 5 ældreboliger. Derudover er der på Kirkeallé 16 ældreboliger. De ejes af Videbæk og Ikast boligforeninger, mens Ringkøbing-Skjern kommune har visitationsretten til dem.

Centerparken er desuden hjemsted for Seniorstedet, som er beliggende i husets kælderetage, med træningsfaciliteter, computerrum, billard, daghjem og mange andre spændende aktiviteter.

Ligeledes er der tilknyttet Sygeplejeklinik til huset, hvor borgere fra byen kan komme og få hjælp til sårskift o.l.